Nyheder

Rabat på tidlig tilmelding til Yokohama SuperCup 2023

Kørerforeningen Gruppe N National SuperCup har et godt tilbud til alle de hurtige kørere – og hvem vil have prædikatet langsom siddende på sig, hvis man er racerkører?

Vi er allerede ved at geare op til 2023, selvom 2022 kun lige er slut.

Derfor giver vi rabat på kontingentet til Kørerforeningen i 2023, så man kan slippe med 1000kr, hvis man indmelder sig senest den 19. november 2022 – altså den dag, hvor vi afholder generalforsamlingen.

Fra den dato og indtil 31. december 2022 koster tilmeldingen 1500kr – og fra 1. januar 2023 koster det 2500kr. Ønsker man blot at køre et enkelt løb eller to i 2023, kan man nøjes med at være Gæstekører, hvilket koster 500kr pr løb.

Tilmeldingen til Kørerforeningen i 2023 finder man på https://www.supercup.dk/tilmelding/. I forbindelse med tilmeldingen har vi tilføjet en ekstra linje, hvor kørerne bliver bedt om at svare på cirka antallet af løbene, som man planlægger at deltage i. På den måde kan Kørerforeningen lettere planlægge og optimere sæsonen for alle parter, hvilket er i alles interesse.

Foto: JJ Media

For en god ordens skyld, gør vi opmærksom på, at det jf. vores vedtægter kun er kørere som har kørt i Yokohama SuperCup i 2022 samt bestyrelsesmedlemmerne, som har stemmeret i forbindelse med generalforsamlingen – og det uanset om man er tilmeldt 2023 eller ej.

Yokohama SuperCup er for standardvogne med optil 250hk målt på klassens datalogger. Dertil har vi Yokohama SuperCup 200, som er for biler optil 200hk målt på selv samme logger. Der bliver også kørt et Rookiemesterskab for debutanter indenfor asfaltbanesporten, samt et Oldboysmesterskab, som er for de kørere der er fyldt 45 år inden sæsonstarten.

Du kan deltage med din racer, uanset om det er en hjemmebygget bil fra 90’erne (eller før), eller en spritny fabriksbygget racer – vi har set begge dele af spektret i 2022. Bilerne kan have manuel gearkasse, dogbox, DSG eller sekventiel gearkasse, så der er masser af muligheder, uanset hvad din bil er født med, eller hvad du selv har ændret på den.

Der bliver arbejdet på flere spændende ideer i baggrunden, og forhåbentlig kan vi løfte sløret for dem, når vi afholder generalforsamlingen den 19. november 2022. Ønsker man at deltage i den, er tilmelding obligatorisk, og sker via linket på forsiden af https://www.supercup.dk.

Så planlægger man at køre Yokohama SuperCup i 2023, er det med at komme til tasterne nu, og så spare optil 1500kr ved hurtig tilmelding allerede i dag.