Yokohama SuperCup gearer op til 2020
Efter en lidt stille vinter, er Yokohama SuperCup nu klar til at løfte sløret for 2020 sæsonen.
Der bliver meget mere af det, som man allerede kender klassen for, og så kommer der også nogle nye tiltag før og i løbet af sæsonen.
Yokohama SuperCup er en utrolig bred klasse, hvor man kan køre med stort set alt med tag på, så længe at det har mindre end 250 hk på hjulene.
Mange tror at det er dyrt at køre med i Yokohama SuperCup, men med de eskalerende priser i mange andre grene af sporten, kan man faktisk køre SuperCup til samme pris eller endda billigere. Hvor finder man ellers en bil med over 200 hk til under 65.000 kr, som faktisk kan køre på podiet, hvis ikke tage løbssejre med rette chauffør bag rattet? Og jo, i skrivende stund er der faktisk sådanne tre biler til salg. Med 6 weekender på de danske baner, er transportomkostningerne holdt på et minimum, hvilket forhåbentlig afspejler sig i nogle pæne, store felter i 2020 sæsonen.
For sugemotorer gælder det, at de må være alt mellem 0-2500 ccm, mens de trykladede går fra 0-2000 ccm.
Bilerne skal som minimum veje 950 kg, men skal derudover overholde en vægt effekt på 4,9 kg pr hk for sugemotorer, mens de trykladede skal veje 5,3 kg pr hk.
Forhjulstræk, baghjulstræk, manuel gearkasse, DSG gearkasse, sekventiel gearkasse – alt er tilladt, såfremt man overholder eventuelle vægttillæg for de enkelte typer.
Det betyder også er der er mulighed for at køre med Renault Clio 3 Cup racere i 2020 sæsonen. Et lille hurtigt regnestykke for sådan er cirka 210 hk x 4,9 kg + 75 kg (for sekventiel gearkasse) = 1104 kg. Og det er vel og mærke med chauffør i – og så er der jo da endda plads til at proppe flere hestekræfter i bilen, såfremt man ønsker dette. Bare man husker at vægten skal følge med.
Der er allerede flere tilkendegivelser fra deltagere til 2020 sæsonen. Bl.a. kommer vi til at se en helt nybygget Renault Megane, Seat Ibiza og VW Polo biler – både den lidt ældre og velkendte version, men også en helt nybygget VW Polo 6 GTI i klassen. Men vi har også hørt forlydender om, at der kommer nogle lidt undermotoriserede biler, i forhold til de førnævnte, men det skal bestemt heller ikke holde folk væk.
Yokohama SuperCup fungerer perfekt som et springbræt til de helt store klasser i dansk motorsport. Adskillige kørere i det nu hedengangne DTC samt de aktuelle Super GT og TCR klasser har været igennem klassen, hvilket har resulteret i både løbssejre og mesterskab.
Kalenderen kommer til at byde på 6 løbsweekender rundt i Danmark. Sæsonen starter på FDM Jyllandsringen i april måned, og slutter på Padborg Park i forbindelse med det store Night Race event i september måned.
Fire af de seks weekender bliver i forbindelse med de såkaldte Super Weekender, hvor alle de store klasser i dansk motorsport deltager.
Der bliver en lille afviklingsmæssig ændring for klassen i 2020. Vi skal køre sammen med Special Saloon Car, hvor klassen starter bagest i feltet men lidt forskudt. Det betyder at der skal køres en træning, en kvalifikation og tre løb, som alle kommer til at foregå med rullestart. Det vil altså sige endnu mere køretid, til nogle rigtig fornuftige startgebyrer, bl.a. takket være klassesponsoratet fra Yokohama. Der var allerede en lille prøve på samarbejdet i 2019, hvor en enkelt løbsweekend på Ring Djursland blev kørt samlet, og det gik rigtig fornuftigt for begge parter.
Det er ingen hemmelighed, at de sidste par sæsoner har deltagerantallet været for nedadgående, men med en ny frisk bestyrelse, som har nogle ideer i støbeskeen allerede inden sæsonen, samt undervejs i sæsonen – plus at der er blevet lukket op for sekventiel gearkasse i klassen, skulle klassen forhåbentlig gerne levere nogle store, flotte felter i 2020. Det er i hvert fald målet for alle som er involveret i klassen.
I den kommende weekend er Yokohama SuperCup at finde på Motorshow i Herning, mens klassen også er til stede ved det helt nye Motorshow i Bella Center Copenhagen næste weekend. Her er man mere end velkommen til at kigge forbi, og stille spørgsmål omkring 2020 sæsonen, og hvilke muligheder at der er for at køre i klassen.
Den komplette 2020 Yokohama SuperCup løbskalender er søm følger (med forbehold for ændringer):
18.-19. april – FDM Jyllandsringen
9.-10. maj – Padborg Park
6.-.7. juni – Ring Djursland
20.-21. juni – FDM Jyllandsringen
21.-.23. august – FDM Jyllandsringen – Grand Prix Danmark
11.-12. september – Padborg Park – Night Race