Yokohama SuperCup starter op i Padborg
Efter en lang vinter uden ræs, starter Yokohama SuperCup endelig 2022 sæsonen i den kommende weekend, når der skal køres ræs på Padborg Park.
Som altid sker der ændringer i feltet henover vinteren, og det gør at der er både velkendte navne, men også helt nye navne på startlisten.
I skrivende stund er der 11 tilmeldte kørere. Det skal desværre ses i lyset af, at klassen ikke får deres helt egen køretid ved åbningsløbet, men skal dele asfalten med Special Saloon Car. Det er der nogle kørere med Yokohama SuperCup biler, som ikke er så glade for, og derfor har valgt at springe den første weekend over. Klassen har dog lovning på, at få deres helt egen køretid ved DM2, som køres om halvanden måned, så der er vi forhåbentlig tilbage med fuldt felt, og væsentlig flere, af de 22 kørere, som allerede har tilmeldt sig Kørerforeningen i 2022.
Den første kører, er ikke blot en debutant i klassen – nej, faktisk en debutant på asfaltbanerne. Simon Seiersen fylder 15 år i selve løbsugen, og har efter flere sæsoner i gokart, valgt at skifte op i bilsporten. Han stiller op med en Honda Civic, som er en de-tunet TCR racer, men ellers visuelt stort set identisk til dem som deltager i TCR Denmark i år. Seiersen har startnummer 24.
Seiersen får Simon Birch Kristensen som teamkammerat hos GMB Motorsport, som ligeledes skal køre i en Honda Civic, men med startnummer 53. Birch Kristensen er ligeledes 15 år gammel, og har en enkelt sæson i Yokohama 1600 Challenge bag sig, hvor han kæmpede med om mesterskabet helt indtil sidste afdeling, hvor han endte på en samlet 2. plads, hvilket er imponerende i hans allerførste asfaltbanesæson.
To gange Simon bliver udfordret af Oliver Rømer. Rømer stiller op i den samme Seat Ibiza, som han deltog med i 2020 og 2021 sæsonen, og håber på at kunne køre titlen hjem til Momentum Racing, ligesom hans holdkammerat Jens Kristoffersen gjorde i 2021. Kristoffersen har valgt at satse på Super GT i år, men stikker måske snuden forbi Yokohama SuperCup en gang eller to i løbet af 2022 – bare ikke ved åbningsløbet.
Nick Stentved har haft travlt på værkstedet henover vintermånederne. Han har bygget en helt ny BMW E90 til klassen, hvor han håber på at kunne tilføje endnu en mesterskabstitel til CV’et, efter to titler i Youngtimer klassen. Han har dog lidt rust han lige skal have banket af, da han ikke selv var bag rattet i 2021, men mon ikke at han hurtigt får gjort det.
Henrik Have Jakobsen er tilbage med Lexus IS200 raceren. Han kørte størstedelen af 2021 sæsonen i den store klasse, men sluttede sæsonen af i Yokohama SuperCup 200 klassen, da den store motor drillede lidt, og han hellere ville undgå et eventuelt motorhaveri.
Sidst men ikke mindst er Martin Sørensen tilbage i klassen. Sørensen kørte fire ud af de fem løbsweekender i 2021, og hvis han ellers også havde kørt åbningsløbet, havde han sikkert kæmpet med omkring medaljerne. Hans pointscore var i hvert fald høj ved de sidste fire weekender på året.
I Yokohama SuperCup 200 mesterskabet, som er mesterskab for biler på maksimalt 200hk målt på klassens datalogger, vender den forsvarende mester Michael Holm tilbage, i et forsøg på at forsvare titlen. Han kommer igen i den trofaste VW Polo GTI, som han erhvervede forud for 2020 sæsonen, og siden hen har hentet adskillige sejre i.
Han deltager dog ikke kun i Yokohama SuperCup 200, men også i Oldboysmesterskabet, som han ligeledes vandt i 2021. Michael bliver udfordret af Bjarne Haa Rasmussen. Bjarne Haa vandt både Yokohama SuperCup 200 og Oldboys titlen i 2020, men havde et lidt stille 2021, med kun en enkelt start ombord en Renault Clio 3. Det bliver samme gule Clio, som han stiller op i til åbningsløbet, hvor der med sikkerhed er lagt op til en herredyst.
De to bliver dog udfordret af endnu en Oldboysmester – blot fra Yokohama 1600 Challenge. Jan Vestergaard har taget springet over i en Peugeot 307, og vil nu forsøge sig i en lidt mere kraftfuld bil, men med samme mål – at vinde Oldboysmesterskabet, og måske endda også Yokohama SuperCup 200, hvis alting flasker sig. Bilen er en tidligere Advan Cup bil, og har holdt stille i nogle år, så vintermånederne er gået med at få alting tjekket igennem, samt udskiftet og renoveret lidt hist og pist, så den forhåbentlig bare er køreklar uden tekniske drillerier.
Peter Obel vender tilbage til sprintløb, efter at have kørt langdistanceløb i ind- og udland gennem de seneste mange år. I år er det faktisk 15 år siden Obel debuterede i forgængeren til Yokohama SuperCup – Advan Cup. Bilen som han skal deltage med denne weekend, er bestemt ikke ukendt for ham. Det bliver en Renault Clio 3, som han har kørt et utal af langdistanceløb i, inden han på det seneste har deltaget med en TCR racer.
For øvrigt er Oldboysmesterskabet et mesterskab, som kun kørere over 45 år kan deltage i – uden øvre aldersbegrænsning.
De 4 erfarende kørere får dog kamp til stregen i Yokohama SuperCup 200 fra Jeff Nigel Lyngø-Grosen, som kommer med ungdommens mod (læs, under 45 år). Jeff debuterede i klassen i 2021, men fik afbrudt sæsonen ved den 2. afdeling, da et uheld gav nogle skader på både bil og chauffør. Selvom Jeff var fysisk klar igen til DM3, kneb det mere med bilen, som først blev endelig køreklar igen henover vinteren. En testdag for en måneds tid siden, hjalp til at få bilen tjekket igennem, og få løst et par små tekniske problemer.
Grundet den delte banetid med Special Saloon Car, kommer der en ekstra træning på programmet for Yokohama SuperCup kørerne.
Ønsker man at følge med fra weekenden, kommer der Live Stream på YouTube. Hold øje med klassens Facebook side, hvor der kommer mere info herom.
Tidsplanen for weekenden lyder som følger (ret til ændringer forbeholdes):
Lørdag
Træning 10.30
Kvalifikation 13.50
Løb 1 17.15
Søndag
Løb 2 09.40
Løb 3 13.20